torsdag den 31. marts 2016

Noget om taknemlighed, celleforandringer og status på graviditet (langt indlæg)


For omkring et år siden, var mit største ønske at blive gravid. Jeg havde gerne villet det i lang tid. Ikke på den måde, hvor man siden barndommen (eller i hvert fald ungdomsårene) går og drømmer om at blive mor, men sådan inderligt. Mit allerstørste ønske!
Vi havde også arbejdet på det, så at sige. Ikke sådan intenst til at starte med, men i et par år var vi uden prævention og havde tanken "sker det, så sker det" og fra maj/juni 2014 og frem til for et år siden, havde jeg alligevel gået og taget mine temperaturer hver dag, for at være sikker på hvornår min æggeløsning faldt.

For et år siden overbeviste jeg også min kæreste om, at noget måtte der da være galt siden der ingenting skete. Det var alligevel lang tid der var gået, uden der var sket det mindste.

Vi tog til lægen og fik en henvisning til en fertilitetklinik. Alt var umiddelbart som det skulle være. Blodprøver OK. Sædprøver OK. Masser af æg. Røntgen af min livmoder og æggeledere OK.
"Du har en fin lille livmoder" sagde røntgenlægen... Sjoveste kompliment jeg har fået til dato.

Men så gik der lidt dage, og på min fødselsdag sidste år, på vej på arbejde, blev jeg ringet op klokken 7.15. Jeg troede det var min mor. Hun plejer altid at være den første der ringer på min fødselsdag og synger i telefonen for mig.
Så jeg svarede friskt telefonen "Det Julle!" - den anden ende var knapt så frisk. "Øøh, er det Julie jeg snakker med"... og efter at have ændret min stemmeleje til at mindre friskt lydende og fik i stemt at jeg det var altså mig, fik jeg beskeden.

"Du har celleforandringer i livmoderhalsen".

Bum! Bare sådan.

"Hvad vil det sige? Fed besked at få. Og så på min fødselsdag" fik jeg fremstammet.
"Du skal ringe til en gynækolog og få en tid til biopsi, så kan de fortælle dig mere om det"... dut dut dut.



Jeg fik ringet til flere gynækologer og diverse receptionister. Ingen af dem kunne give mig et klart svar på, hvad der reelt stod i min henvisning. Så jeg slog den selv op på sundhed.dk og blev ikke meget klogere. Andet end at celleforandringerne som minimum var, efter skalaen, moderate.
Jeg fik lavet en tid hos en gynækolog og fik taget en biopsi. Svære celleforandringer og efterfølgende en kegleoperation var hvad det blev til. 

Jeg forstår stadig ikke at jeg kunne have svære celleforandringer. Jeg fik lavet en smeartest et halvt år forinden som viste absolut intet. Jeg jokede endda med det på fertilitetklinikken. "I behøver da ikke tage en test for celleforandringer, jeg fik jo taget en for et halvt år siden og skal man ikke kun tjekkes for det hver 3. år"?

Spol tiden 2 måneder frem, til en fredag, i midten af august. Jeg startede dagen med at tude noget ala "Hvad fa**** er det for en lorte cyklus jeg har efter den her operation. Sidste cyklus var på 40 dage og nu jeg oppe på 42 dage!" til min kæreste. 

Jeg husker dagen som var det igår, for det var også den dag vi skrev under på salgsaftalen for vores lejlighed.

Responsen lød i nærheden af "Det kan jo være du er gravid. Hvorfor tager du ikke en test"?

Jeg synes var lettere provokerende og klukkede noget ala "Hver gang jeg tager en test, er den alligevel negativ. Jeg bliver aldrig gravid".

Dagen efter var det alligevel for meget for mig, og som det første om morgenen stod jeg op og fandt en graviditetstest frem, som jeg havde indkøbt i tilfælde af "hvis nu".

Den var positiv. 
For første gang i mit liv, en dag midt i august, 27 år gammel, havde jeg fået 2 streger frem på en test. 2 STREGER! 

Efterfølgende husker jeg ikke meget andet end, at jeg vækkede Jacob, hvinende, måske også grædende, med testen stukket helt op i hovedet på ham "Den er positiv! POSITIV"!

Denne gang var hans respons "Er det tis på den der"?

Jeg trak den lidt væk og gloede på ham insisterende indtil det gik op for ham hvad jeg lige havde sagt.

Jeg tissede på 2 tests mere den dag, af andre mærker, bare for at være sikker... 


Lykken var gjort, da vi tilfældigvis skulle til tjek på min kegleoperation mandagen efter og den søde gynækolog kunne bekræfte at jeg var gravid samt vise os hjertet slå på hendes skærm.

Vi fik et billede med. Man kan ikke se hvad det forestiller sig, hvis ikke man ved det. Den sorte prik midt i billedet er livmoderen og inden i den er der en hvid prik. Det er var vores baby. Lige omtrent 6 uger henne.

Nu er jeg i dag, 39 uger henne. Der er ÉN uge til termin. Det kan ske når som helst, og jeg kan ikke føle andet end taknemlighed.

Tænk sig, at vi alligevel skulle være så heldige.

Ingen ved, hvorfor vi pludselig kunne blive gravide efter at have prøvet i flere år. Gynækologen mener ikke celleforandringerne kunne gøre noget i den retning. Man skulle sagtens kunne blive gravid på trods af man har celleforandringer.

Jeg ved bare, at jeg nu er glad for det blev opdaget, at jeg blev opereret, og inden for de næste 3 uger, står vi med en baby i armene!



Tak! Det er alt jeg har at sige. Også hvis du læste med så langt... Det var alligevel lidt af en omgang.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar