lørdag den 24. januar 2015

Verdens bedste cookies // Triple chocolate cookies

julie makes - milk and cookies // triple chocolate cookies

Jeg var på kursus for et par uger siden, for at få opfrisket min viden omkring førstehjælp. Jeg har nemlig meldt mig som førstehjælper på mit arbejde, således er jeg blevet en del af et team som kan træde til og hjælpe, før en eventuel ambulance når frem.

På kurset fik vi noget nær de bedste cookies jeg har smagt, og lige siden har jeg gået og drømt om at at bage mine egne. Jeg har søgt bredt og vidt for at finde den perfekte opskrift, og jeg behøves ikke lede længere, eller drømme om cookies, for nu har jeg samlet det bedste fra flere opskrifter, og lavet min egen.

Kombinationen med de tre forskellige chokolader, den aromatiske sødme fra den brune farin, blødheden fra smørret og et strejf af salt er et festfyrværkeri af kærlighed i munden. To-die-for.

julie makes - milk and cookies // triple chocolate cookies

Der bliver ca. 20 cookies ud af en portion.

170 gram saltet smør, stuetempereret
150 gram brun farin
50 gram sukker
1 M/L æg, stuetempereret
2 teskeer vaniljesukker
250 gram hvedemel
2 teskeer majsstivelse
1 teske bagepulver
en knivspids salt
100 gram god mørk chokolade, hakket
100 gram god lys chokolade, hakket
100 gram god hvid chokolade, hakket

Smøret kommes i en skål piskes lyst og luftigt med elpisker/røremaskine - ca. et minut på medium hastighed. Brun farin og sukker tilsættes og der piskes igen indtil lyst og luftigt.

Æg tilsættes og røres i.

I en anden skål kommes vaniljesukker, mel, majsstivelse, bagepulver og salt i, og det kommes i den både dej lidt efter lidt indtil dejen er ensartet.
Den hakkede chokolade tilsættes, og dejen vendes hurtigt rundt.

Stil nu dejen på køl i en time, to eller natten over.

Når dejen har stået på køl, tændes ovnen på 200 grader. Almindelig ovn.

Dejen skal lige stå i 10 minutter inden den er klar, hvorefter du med en spiseske tager dej fra og former til en kugle. Dejen er hård, men ligeså snart du former kuglerne i hænderne bliver den blød og til at arbejde med.

Bagetiden afhænger af hvor store cookiesne er, men hvis de er på med størrelse med mine, skal de bage i 10 minutter på 200 grader. Så er de lige blevet gyldne i kanten og ser stadig ubagte ud i midten. Det er det helt perfekte tidspunkt at tage dem ud af ovnen.

Hvis du får flere cookies end tyve, skal de have mindre tid i ovnen, og har du færre skal de sandsynligvis have lidt mere. Du skal gå efter at de lige er blevet gyldne i kanten. Så hold øje med dem.

Lige umiddelbart, når man tager dem ud af ovnen, tænker man de er ubagte, men sådan skal de være. Det giver det bedste slutresultat, hvor de er sprøde udenpå og bløde inden i, og dermed kan for lang bagetid godt ændre på resultatet.

Når du tager dem ud af ovnen skal du lade dem blive på bagepladen og køle ned i 5 minutter, hvorefter du lægger dem på en bagerist til fuld afkøling.


Prøv dem, du vil ikke fortryde det.

xo. julie






Ingen kommentarer:

Send en kommentar