mandag den 19. januar 2015

Grønt i hjemmet // Lav selv sukkulenter

julie makes - lav selv sukkulenter


Efter jul og nytår er ovre med al dets pynt og farver, længes jeg altid efter naturens farver, lys og ro. Hvert år i januar køber jeg altid blomster ind, både i potter og de friske. Det er som om jeg slet ikke kan få nok, som om jeg hungrer.

De sidste par år har det også være in med flere grønne planter i hjemmet, heriblandt også kaktusser og sukkulenter. De holder længe og kræver ikke meget omsorg, men med den mængde grønne planter mit hjerte og sind efterspørger i januar, kan det godt gå hen og blive en dyrere fornøjelse.

Men for 2 år siden fandt jeg ud af at det er muligt selv at fremavle sukkulenter, om end det er en langsommelig proces, er det rigtig hyggeligt at se sine egne små sukkulenter titte frem og vokse sig større. Hermed vil jeg dele min glæde ved at se dem vokse og ved at vise dig min måde at fremavle dem på.

julie makes - lav selv sukkulenter

Man kan bruge alle delene af en sukkulent, til at få flere sukkulenter. Man kan plukke bladene af, man kan skære toppen af, og man kan bruge bunden/roden der står tilbage.

Jeg vil starte med at fortælle hvordan du kan gøre, hvis du vælger metoden med at plukke bladende af en allerede eksisterende sukkulent, og i sidste step, hvordan du gør hvis du skærer toppen af.

Step 1.
Efter plukning, skal bladene lægges til "tørre" i 3-4 dage på en bakke.

Step 2.
Læg bladene på jord, og vær tålmodig. Vand når jorden er tør. Det første stykke tid skal de have forholdvist meget vand, set i forhold til hvor lidt vand de skal have når de er "voksne".

julie makes - lav selv sukkulenter

Step 3.
Der vokser små røde rødder ud fra enden af bladet (det tager minimum 14 dage at nå hertil), og lige så stille vokser en mini sukkulent frem.

julie makes - lav selv sukkulenter

Step 4.
Når den lille sukkulent er vokset frem, skal de vandes mindre end før, jorden må gerne blive lidt tør indimellem vandingerne. Lige så stille vil moder bladet dø hen, og så er det tid til at skille de nye sukkulenter fra moder bladet. De plantes i hver sin lille potte, evt. i en avispapirs potte.

Step 5.
De nye sukkulenter kan godt have tendens til at vokse sig høje og lidt ranglede, frem for brede. Her er der så mulighed for at bruge metoden hvor man "forkorter" dem, ved at skære planten over, så der står top og bund tilbage. Hvis man blot stikker toppen ned i jorden, vil den inden længe have slået nye rødder. Bunden kan man kassere eller lade den vokse sig fin igen.

julie makes - lav selv sukkulenter

Vidste du at man selv kunne formere sukkulenter? Har du måske prøvet selv at formere sukkulenter før? Eller måske du skal prøve nu?

Det er i hvert fald et nemt projekt, om end tidskrævende. Sukkulenten herover, er 2 år gammel. Jeg ved at der findes specielt sukkulent jord, så man kunne nok få processen til at gå lidt hurtigere hvis man gav planterne noget specielt næring. Men jeg har altså bare valgt at bruge helt almindelig blomster jord som man kan købe i netto.

xo. julie






1 kommentar:

  1. Fantastisk! Det her indlæg har jeg ledt længe efter - tak! :)

    SvarSlet