fredag den 30. maj 2014

DIY origami lampe // DIY origami lamp


Det her er et projekt der tager tid og kræver tålmodighed. Faktisk var planen, da jeg startede den her blog op i januar, at dette projekt skulle være mit første på denne blog. Puha, jeg blev klogere. 

Da jeg startede op på "projekt origami lampe" var jeg jobsøgende, så jeg syntes det virkede som et sjovt projekt, at få tiden til at gå med. Men så fik jeg et job, og alle som har startet nyt job, ved hvor træt man er i starten. Så at få lampen færdig havde lange udsigter.

Det er ikke for at skræmme nogen væk, før I overhovedet er kommet igang, men lad os nu være realistiske fra start. Det tager lang tid.

Lampen her er baseret på en rispapirs lampe fra IKEA. Den er ret stor, og mine papir folderier er ret små. 

Jeg kalder dem selv for flik flakkere, men jeg har også hørt folk kalde dem nip nappere og flip flappere, og på engelsk - eller i hvert fald inden for origami, kaldes de fortune tellers.

Jeg lærte at lave flik flakkere da jeg var barn, og den gang brugte vi dem til at skrive fjollede ting inden i, som de andre skulle lave, alt efter hvilket felt de landede på.
Senere hen blev det mere S, P eller K-agtige spørgsmål ala "hvem er du forelsket i", "har du nogensinde prøvet..." og "kys den nærmeste til din venstre side" som blev flik flakkernes indhold.

Idéen til at bruge flik flakkerne til en lampe, er ikke min egen. Jeg har set mange versioner af lampen rundt omkring på internettet, og specielt på pinterest florerer en del.

Men her vil jeg skrive og vise hvordan jeg har lavet min lampe.


Du skal bruge helt almindeligt papir, en saks og en limpistol, foruden den ris papirs lampe som du skal lime alle de små papir folderier fast på.

Vælg en ikke alt for stor rispapirs lampe, for det er trods alt et ret stort projekt, og det er virkelig ærgerligt at gå død i det, når der nu skal lægges så mange timer i det.
Vælg gerne en rispapirs lampe som har mange "stivere" på tværs ala den her. Den fra IKEA vil jeg ikke anbefale, da de steder hvor der er store stykker papir med langt mellem "stiverne", er det svært at holde flik flakkerne fast når de skal limes på.

Nå, nu til hvordan den laves.

Se min lille flipagram video for at se billeder af hvordan du laver flik flakkerne, mens jeg prøver at fortælle hvad det er du gør (på forhånd undskyld for de små pauser, og små stammelser igennem videoen, men det er sgu lidt svært at høre sig selv, på trods af at jeg havde lavet manuskript!!!).
Hvis du godt kan finde ud af at lave flik flakkere, så spar dig selv for at se videoen, men lav blot 8 ud af et stykke A4 papir. 

Når du har lavet en hel masse flik flakkere, kan du tænde op for limpistolen og begynde arbejdet med at lime flik flakkerne fast på arbejdet. Du skal sætte en lille klat lim på midten af bagsiden af flik flakken. Hvis du kører limpistolen i cirkel bevægelser rundt om spidsen, får du ikke de lange tråde som man oftest får når man bruger en limpistol.

Hold flik flakken med lim fast indtil du er sikker på limen har tørret lidt og arbejdet sidder fast på lampen. Start gerne i bunden af lampen.

Sæt flik flakkerne tæt op af hinanden og lav en runde ad gangen.

Hvis der kommer nogle huller, hvilket der formentlig vil gøre, da det er umuligt at få dem til at sidde helt tæt. Så kan du med fordel klippe en flik flak halvt over eller i fire dele, og lime dem fast i hullerne. Det vil ikke umiddelbart kunne ses særlig tydeligt i det færdige stykke arbejde. Men det vil naturligvis være flottest, jo færre steder du skal "lappe".





Jeg tror jeg har brugt +20 timer på at lave lampen, så forbered dig på at være tålmodig. Jeg var ved at give op et par gange, men jeg er glad for jeg holdt ved. Jeg syntes lampen er endt ud med at være helt vildt flot, og jeg er stolt at mit arbejde.
Bare ærgerligt at jeg har lovet den væk til min svigerinde, jeg tror ikke lige jeg laver endnu en lampe lige forløbigt nemlig.

God foldning, eller hvad man siger.

Har du nogen spørgsmål, så hold dig endelig ikke tilbage. Jeg hjælper dig hjertens gerne.
xo. julie



Ingen kommentarer:

Send en kommentar