torsdag den 29. maj 2014

chokolade macarons // chocolate macarons


Som nævnt før, så er chokolade noget jeg har en kæmpe svaghed for. Chokolade morgen, middag, aften - count me in! Udfordringer har jeg svært ved at sige nej til, og denne - intet problem.
Jeg tror faktisk ikke det ville være noget problem for mig at leve af chokolade, hvis altså bare det indeholdte al den næring min krop havde brug for. 
I stedet for prøver jeg blot at lægge nok planer i min kalender, hvor chokolade kunne være en del af det. Jeg mener, man skal jo holde figuren, ikke? 
Spøg til side. Jeg burde nok spise mindre, for at kunne komme ned i en "normal" figur, men lad nu det ligge. Chokolade er jo trods alt lækkert, og hvad er idéen i at snakke om slankekure og den slags, når det jeg egentlig bare vil dele med jer er en lækker opskrift på chokolade macarons, og nogen siger også at mørk chokolade er sundt. Denne opskrift indeholder mørk chokolade - ergo er den jo også lidt sund (vi taler ikke om sukkerniveauet her, vi nyder bare den lækre smag, hælder sukker i skålen som opskriften siger, og lades som ingen ting. God plan, ikke? Det har aldrig skadet nogen at fokusere på det positive, vel?)

Så her den kommer;

Chokolade macarons, mængde.... ukendt, for der forsvinder lidt undervejs.

Du skal bruge;
100 gram hakkede, smuttede mandler
200 gram flormelis
1 spiskeske kakao
3 tempererede æggehvider
50 gram sukker

ydermere; 
1 deciliter piskefløde
100 gram mørk chokolade, finthakket

TIP! Det er en god idé at smutte mandlerne dagen i forvejen, og lad dem tørre godt i et hviskestykke, for det er svært at lave mandelmel hvis de er fugtige.
Men det bliver ikke det store problem, for chokolade-fløde-trøffelen skal også forberedes dagen i forvejen.



Chokolade-fløde-trøffel:
Bring fløden i kog og smelt den finthakkede chokolade heri. Rør det godt sammen. Det samler sig ligesom til en creme når det er rigtigt blandet, og ligner ikke bare at chokoladen flyder rundt i fløden.
Når du har gjort det, sættes det i køleskabet. Du hælder det måske lige over i en skål som du kan piske cremen i, i morgen, inden du sætter det i køleskabet.
Chokolade cremen skal være helt kold. Bum! - Derfor, lav den dagen i forvejen.
Når du så skal lave cremen til trøffel, så den kan kommes imellem de to makroner, så piskes den let og puttes over i en sprøjtepose.

Macarons:
Bland mandler, flormelis og kakao i en multihakker, foodprocessor, blender eller hvad du nu har til rådighed, så mandlerne bliver findelte.
Pisk æggehviderne luftige og næsten stive, og tilsæt så sukkeret. Pisk nu æggehviderne til de er helt stive. 
Vend mandelsukkeret i æggehviderne og slå luften lidt ud af hviderne, indtil massen er ensartet.
Kom makronmassen i en sprøjtepose med en 10 milimeters tyl (eller brug en plastikpose og klip et hul). Sprøjt massen ud til små makroner på en bageplade med bagepapir. 
Lad makronerne tørre i minimum 20 minutter, og tag gerne fat i bagepladen med begge hænder og sådan giv den et lille dunk ned i bordpladen - det er det her som gør forskellen fra om det bliver makroner med fin overflade, eller om der kommer luftbobler og sprækker all-over.

Bag nu makronerne i cirka 15 minutter ved 160 grader. Lad dem hvile lidt inden de tages af bagepladen, hvorefter du kan parre dem to-og-to størrelsesmæssigt og lægge dem til afkøling på en bagerist.
Når de er helt afkølede, kan du sprøjte din creme på halvdelen af makronerne, og lægge de resterende oven på (det er i denne proces at der på underlig vis, forsvinder mange makroner - jeg kalder det mundskænk eller prøvesmagning, for det hører sig jo til!).

Kagerne skal opbevares i en lukket beholder i køleskabet. Det siges at de bliver bedre af at stå 1-2 dage på køl, men så langt er de aldrig kommet herhjemme, høhø.


Der findes meget forskelligt lir-grej til at lave macarons, men jeg syntes ærligt talt ikke det er nødvendigt. Jeg sprøjter makronerne ud med øjemål, og ja klart, de bliver ikke alle helt samme størrelsen. Men efter min mening, er netop det, også lidt charmen ved hjemmebag. 
Hvis du dog alligevel gerne vil have ens størrelse makroner men ikke vil investere i udstyr (eller ikke har plads til mere fancy gear) så kan du med fordel finde en rund genstand som passer nogenlunde med den størrelse du gerne vil have dine makroner. Og tegn så rundt om den på et stykke papir/bagepapir og læg det ned under det stykke bagepapir du sprøjter makronerne ud på. På den måde kan du styre størrelsen.
Noget jeg dog vil anbefale og altid bruger selv, er plastik sprøjteposer - eller om én gangs sprøjteposer, om man vil. Jeg syntes det er så easy-peasy at kunne smide sprøjteposen ud efter brug, frem for at stå og gøre den rent. Hvilket jeg egentlig altid har syntes var pi*** besværligt. Specielt til deje, cremer m.m. der indholder fløde, er én gangs sprøjteposerne gode, for så skal du heller ikke tænke over de dersens bakterier i fløden, som er skidte for helbredet.


Bon appetit! og stay tuned for opskriften på jordbærmacarons. mums mums mums. Overvej lige en combo med 2 macarons oven på hinanden - jordbær og chokolade, i én bid! Åh, jeg tror jeg besvimer.
xo. julie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar