mandag den 14. april 2014

Æggekage med chorizo og rosmarin // chorizo and rosemary omelet

Da jeg var barn husker jeg det som om vi levede af æggekage hjemme hos min mor og far.... Hvilket skabte et stort had for æggekage, for mig. Helt indtil for et par år siden. Æggekage var no go, jeg kunne finde på masser af retter hvor æg kunne indgå og retter som jeg med stor velbehag spiste, bare det ikke var æggekage.


Hvis jeg tænker godt efter, var det nok kun den ene vinter hvor jeg gik til svømning hver mandag, hvor aften måltidet stod på æggekage. Æggekage var noget nær det eneste min far kunne lave (Undskyld far!). Men han var kreativ, vi fik æggekage i mange variationer. Dog gik der alligevel mange år før jeg skulle sætte mine tænder i æggekage igen.

Nu er det kommet tilpas på afstand til, at jeg godt kan nyde et stykke æggekage i ny og næ, og denne version er gået hen og blevet min favorit.



Æggekage med chorizo og rosmarin:
til 4 personer med et stykke godt rugbrød "on the side"

lidt olie til at stege i
et rødløg
En chorizopølse, evt. den fra princip som man selv skal skære
200 g san marzano tomater (for de er bare de bedste på denne årstid)
4 stilke rosmarin
6-8 æg
En skvat fløde (ca. 1 dl)
salt og peber
100-200 g cheddar ost (gerne den du selv river, det smager bare bedre, og i en mængde du kan være dig selv bekendt)
2 forårs løg
- samt en pande der kan tåle at komme i ovnen

Tænd ovnen på 200 grader.
Skær løget over på midten og skær halve ringe. Steg dem på en pande i lidt olie. I mens de steger stille, kan du skære chorizo pølsen i skiver efter ønsket tykkelse. Hvis du vil have dem helt sprøde, så skær den tyndt.
Steg pølsen med sammen med løgene, og skær tomaterne over i halve eller kvarte og steg dem med på panden, sammen med 2 stilke rosmarin hvor bladene er taget af.
Pisk æg sammen med fløde, smag til med lidt salt og peber. Hæld den over de stegte ingredienser på panden og lad den stage/bage i et par minutter. Tag bladene af de sidste to kviste rosmarin og strø dem ud over æggekagen. Put revet ost ud over æggekagen, gerne så den er dækket med et ligeligt fordelt lag.
Bag æggekagen i ovnen i 25 minutter, eller til den er gennembagt. Stik evt. i den hvis du er i tvivl.
Server med skåret forårsløg drysset over æggekagen.

Æggekagen kan også spises af LCHF-spisende.

Velbekomme!

xo. Julie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar